Driftsdirektør fejrer 10-års jubilæum med mod på mere
Bennet Onsvig kunne den 1. juli fejre 10-års jubilæum hos installationsvirksomheden John Jensen VVS. Det har været 10 år i rivende udvikling, både for ham og virksomheden. Og rejsen er slet ikke slut endnu.
Der er sket meget, siden Bennet Onsvig for 10 år siden blev ansvarlig for salg og relationer hos John Jensen VVS. I løbet af den første måned blev han udnævnt som servicechef, og der skulle kun gå et halvt år yderligere, før han blev ansvarlig for hele driften.
– Jeg kan generelt godt lide at flytte hjørneflagene, for udvikling er som benzin på min motor, og det har været sjovt at se, hvordan virksomheden er vækstet. Da jeg startede i John Jensen VVS, var vi 75 medarbejdere, og i dag er vi mere end 230 medarbejdere, fortæller Bennet beskedent, men stolt.
Han peger på, at samarbejdet mellem ham og den administrerende direktør, Jesper Leen Jensen, er helt fantastisk, blandt andet fordi de deler de samme værdier og mål. Med hver deres tilgang arbejder de målrettet i fællesskab, og det er en styrke for virksomheden.
– Det vi har opnået gennem de sidste 10 år, er jo ikke ligefrem en månelanding. Men for os har det i høj grad handlet om at være tro mod vores strategi og stå ved vores beslutninger.
Strategiens overordnede temaer har gennem alle årene været tilfredse kunder og glade medarbejdere. Virksomheden er specialiseret i og fokuserer kun på VVS-løsninger, og det skærpede fokus har sammen med høj faglighed og god ledelse, resulteret i den store succes.
– God ledelse er mange ting, og jeg har da også udviklet mig som leder gennem årene. Det har dog altid været sådan, at jeg står 100% bag mine medarbejdere. Og det er det vigtigt for mig, at de ved, hvor de har mig. Samtidig er jeg altid klar og tydelig i min kommunikation. Der er ganske enkelt ’no bullshit’, siger Bennet smilende.
Han er ikke bleg for at gå forrest og håndtere eventuelle konflikter hvis nødvendigt, så hans medarbejdere kan bevare den ellers gode dialog med kunderne. En god dialog er ofte vejen frem, og Bennet hentyder til, at ildebrande slukkes allerbedst, inden de er opstået. For jo tidligere udfordringerne bliver belyst, jo bedre og hurtigere kan de blive løst.
Mængden af opgaver og udfordringer er steget efterhånden som virksomheden er vokset, men Bennet ser ingen grund til at udviklingen, og dermed hans eget engagement i virksomheden, skal se en ende.
– Jeg er en del af en virksomhed med nogle fantastiske medarbejdere, og den rejse vi har været på sammen, er ikke slut endnu. Der er masser af potentiale for at udvikle forretningen yderligere, og jeg ser virkelig frem til at se, hvor langt vi kan komme sammen på de næste 10 år, slutter Bennet.
Fakta om Bennet Onsvig
- 56 år gammel, gift med Hanne og bor i Næstved
- Uddannet VVS’er og har været selvstændig i mange år
- Frivillig schweisshundefører på 8. år
- Med sine tre hunde har han mellem 140-180 eftersøgninger om året
- Håber på at genoptage interessen for både jagt og golf på et senere tidspunkt i livet
- LinkedIn profil